Josef Stalin - Enerådig diktator i Sovjetunionen (1928- 1953)
- Velkommen til vores hjemmeside "Stalinismens Forbrydelser", vi er en 3.g's gruppe fra Kongsholm Gymnasium og HF. På denne hjemmeside vil du blive klogere på Folkedrabet i Sovjetunionen under Stalins regime.
Indholdsfortegnelse:
Fakta
Josef Stalin
Før Folkedrabet
Under folkedrabet
Aktører
De 8 stadier
Efter folkedrabet
Fakta:
Sovjetunionen rigtige navn var ”Unionen af Socialistiske Sovjetiske Republikker” også forkortet som USSR, den bestod under Stalin (1928-1953) af 16 unionsrepublikker og var eksisterende fra 1922 til 1991.
Areal: 21.352.572 km², da Sovjetunionen var størst. Danmark er ca. 43.000 km², og Sovjetunionen var altså næsten 500 gange så stort som Danmark
Befolkning: Befolkningstallet varierede under Josef Stalin, men var ved hans magtovertagelse i 1928 ca. 149 mio., i 1937 ca. 162 mio. og i 1950 ca. 181 mio. Sprog: Russisk var det officielle sprog, men der blev i Sovjetunionen talt omkring 150 forskellige sprog og dialekter.
Hovedstad: Moskva.
Geografi: I kraft af sin størrelse rådede Sovjetunionen over en utrolig alsidig natur med alt fra store sletter, skovområder og tundra til bjergområder og ørken. Det store land spændte over 11 tidszoner, og klimaet varierede fra iskolde områder i nord til varmere områder mod syd.
Josef Stalin:
- Josef Stalin eller mere præcist Iosif Vissarionovitj Stalin (russisk: Иосиф Виссарионович Сталин) oprindeligt kaldt Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili.
- Stalin blev født den 18. december 1878 og døde 5. marts 1953.
- Han var Sovjetunionens kommunistiske leder i 29 år. Det var Lenin der gav ham tilnavnet Stalin (jernmanden).
I 1928 kom Josef Stalin til magten i Sovjetunionen. Han var formand for kommunistpartiet, det eneste lovlige parti i Sovjetunionen. Stalin satte sin lid til den ideologi, der hedder Marxisme. Ifølge den oprindelige Marxisme, udviklet af Marx og Engels, fremlagde en teori om, at alle samfund gennemgår den samme udvikling og ender i sidste ende med kommunisme. Lenin havde i april 1917 opstillet nogle teser, der skulle reformere marxismen. Stalin havde et andet og lidt nyere syn på marxismen. Mens den såkaldte oprindelige marxisme siger, at alle samfund følges ad i udviklingen, mente Stalin, at det var muligt at indføre kommunisme i ét land.
Det kommunistiske parti var et resultat af flere års stridigheder i det sovjetiske socialdemokrati. Den del af partiet, der senere blev kaldt mensjevikkerne, ønskede en langvarig, forholdsvis fredelig revolution. Overtallet af partiet, den del, der senere blev kaldt bolsjevikkerne ønskede en kort og voldelig revolution. Dette førte til det vi i dag kalder februar- eller martsrevolutionen. Bolsjevikkerne sejrede i revolutionen, brød ud af socialdemokratiet og grundlagde kommunistpartiet i 1924.
Partiet
Partiet var som sagt det eneste lovlige i Sovjetunionen. Det var ikke demokratisk overhovedet, det var derimod strengt hierarkisk opbygget. Partiet var opbygget af fem niveauer, der var inddelt i lokale og centrale grupper. De centrale partigrupper udgjorde toppen af partiet og bestod af Partikongressen, Centralkomiteen, Politbureauet, Organisationsbureauet og Sekretariatet. Partikongressen udpegede Centralkomiteen, som så udpegede Politbureauet og Sekretariatet.
Det var meningen, at partikongressen skulle være den øverste del af partiet. Der var flere tusind medlemmer og de skulle mødes en uge om året for at træffe beslutninger. I takt med at Stalins magt blev større og han traf stadigt flere beslutninger selv, blev disse årlige partikongresser ofte udskudt og aflyst.
Under partikongressen lå centralkomiteen. Deres opgave var, at lede partiet imellem partikongresserne. Under centralkomiteen lå politbureauet, og det var her magten reelt lå. Der var tolv medlemmer og en generalsekretær. Stalin var generalsekretær, hvilket gav ham toppositionen i partiet.
Stalin var rigtig dygtig til at udnytte sin position i partiet. Han sad som medlem i de tre vigtigste dele af partiet, hvilket gav ham ubegrænset magt i partiet. Som generalsekretær havde han også det sidste ord og ansvaret for at beslutningerne blev taget. Medlemmerne i de forskellige partikongresser var håndplukket af Stalin og han kunne bestemme over dem og afgøre, hvem der måtte blive eller gå.
Vold og terror Stalins mål for Sovjetunionen var ikke beskedne. Han ville omdanne det umoderne russiske bondesamfund til et moderne industrisamfund på rekordtid. Målet med den økonomiske politik var i første omgang ikke at forbedre velfærden, men derimod at sætte gang i en omfattende industrialiseringsproces. Midlet var stram planøkonomi. Siden zar-styret i Sovjetunionen har det været almindeligt at undertrykke folket og ens modstandere med vold. Det var den gængse holdning at målet helliger midlet. Stalins regeringsperiode var ikke en undtagelse. Udover at undertrykke folket ved at afskære dem fra partiet og de vigtige beslutninger for landet, blev vold og terror også taget i brug. Bolsjevikkerne kom til magten ved hjælp af vold og da de kom til magten blev det endnu værre. Stalin ønskede en revolution på rekordtid og der var ikke plads til afvigere. Der blev lavet lejer, kaldet Gulag-fangelejre. Her bel alle modstandere sendt hen. Udover det havde Stalin også oprettet et hemmeligt politi, som havde til opgave at opspore modstandere til Stalins regering og skaffe dem af vejen.
Under folkedrabet:
Under Stalins regime, begik det sovjetiske styre forbrydelser mod befolkningen. Mange millioner mennsker blev ofre for Stalins terror. Ofrene var blandt andet politiske modstandere eller mennesker fra en anden etniske grupper. Men der var også mange tilfældige mennesker som blev ofre for terroren.
Stalin førte i 1929-1933 en krig mod den sovjetiske bondebefolkning, hvor bønderne fik frataget deres ejendom, og tvangsflyttet. Målet var at omdanne det sovjetiske landbrugssamfund til en moderne industristat. Det var meningen at de skulle til at brødføde arbejderne i byerne. Dog fik man ikke produceret nok korn, og det fik Stalin til at tage drastiske metoder i brug. Han tvang bønderne til at aflevere alt deres produktion til staten. Men dette resulterede i at bønderne gjorder oprør. Som følge af dette udbrød der derfor i 1932-33 hungersnød i store dele af Sovjetunionen. Folk blev nød til at slagte deres egne dyr/husdyr, for ikke at give dem til staten, men selv få nytte af dem.
Undertrykkelse i 1930´erne:
I slutningen af 1928 gik sovjetstyret til angreb på de højuddannede, som var uddannet før revolutionen i 1917 og religiøse grupper. Helt frem til Stalins død var der arrestationer, udrensniger og henrettelser i Sovjetunionen. Der blev også iværksat en stigende forfølgelse af jøder. Formålet med disse terrorforbrydelser var, at fjerne formodede illoyale personer fra staten, samt at kunne indsætte en ny og loyal administration.
Det det er mest centralt for Stalinismens forbrydelse er, at de ikke gik ud efter en bestemt gruppe, men derimod gik stalinismen efter alle mulige forskellige grupper i samfundet. Man vidste aldrig hvornår man ville blive likvideret. Dette var fordi Stalin frygtede, at andre fik mere magt og styrke end ham selv.
Video: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Filosofi_Tro_Historie/Stalin_til_hverdag.htm Gulag
Gulag er de lejre hvor den sovjetiske undertrykkelse og udnyttelse af fanger var størst. De første lejre kom som resultat af Oktoberrevolutionen og de var i Sibirien. Disse lejre blev hovedsageligt modificeret for at genopdrage revolutionens fjender, som derfor blev isoleret fra omverdenen. Den officielle tilblivelse af Gulag var d. 25. april 1930. Et eksempel på Gulag-lejrenes ekspansion i Stalins embedsperiode ville være i år 1939, hvor antallet af fanger var oppe på 1,3 millioner mennesker. Gulag- lejrene gik reelt i opløsning i 1953, efter Stalins død, dog havde staten stadig officielt bevaret lejrsystemet de følgende år, frem til 1960.
Kort over Gulag-lejrene
Aktører
Ofre: Ofrene for stalinismens statslige terror var hovedsagligt reelle og indbildte politiske modstandere, og senere mennesker der tilhørte bestemte sociale eller etniske grupper. Desuden endte mange som tilfældige ofrer for udrensninger og terror. I perioden 1929-1933 førte Stalin krig mod bondebefolkningen, og Kulakkerne, storbønder blev stemplet som fjender og derfor udsat for forfølgelse. Det vides ikke præcist hvor mange der blev ofre for de stalinistiske forbrydelser, da forskerne vakler mellem et dødstal på et par få millioner til hele 50 millioner.
Gerningsmænd: Gerningsmændene bag de stalinistiske forbrydelser kunne findes i alle samfundslag i Sovjetunionen. Josef Stalin anses
for at være den absolut hovedansvarlige for folkedrabet, da han havde altdominerende indflydelse på alle aspekter i samfundet og staten. "Stalinistiske forbrydelser" bærer med god grund hans navn. Terrorens bagmænd lå gerne i toppen af samfundet. En betroet kreds af partifolk i Kommunistpartiet dikterede terroren, og bærer derfor o
gså en stor del af ansvaret. Altomfattende og intensiv terror var en integreret del af partiets politik, og en helt accepteret metode til at fjerne alle politiske trusler. En anden af hoveaktørerne var det hemmelige politi, der udførte terrorhandlingerne. Hovemændene i denne organisation var Ivanovich Jezjov, der var cheffra 1936 til 1938 og hans efterfølger Lavrenty Pavlovich Berija der var chef til 1953.
Det stalinistiske styre udviklede et omfattende stikkernetværk der indfiltrede alle dele af samfundet. Denne konstante frygt og usikkerhed spillede en den mest centrale rolle i terrorregimet. Stikkerne var ofte ganske almindelige borgere i Sovjetunionen, der blev Stalins håndlangere og angivere af frygt for regimet eller i et forsøg på at redde sig selv eller deres familie. Nogle endte som stikkere ved tilfældigheder, andre blev stikkere for at fremme deres karrieremuligheder eller for at få hævn over andre. Det var den almene sovjetborgers pligt at angive naboer, kolleger, venner eller familie til myndighederne, hvis man hørte dem sige et eneste negativt ord om Stalins styre. Ingen kunne føle sig sikre.
Tilskuere: Det usikkert i hvilket omfang udlandet kendte til de stalinistiske forbrydelser, da Sovjetunionen var en meget lukket stat. Men i perioden 1928-1953 havde Stalin og staten fri hænder til at tyrannisere, og alle forhindringer på deres vej blev fjernet. Tilskuerne bestod umiddelbart af sovjetborgere der var tvunget til at se passivt til, for selv at undgå at blive ofre.
Beskyttere: En af grundene til at så mange blev ofre for de stalinistiske forbrydelser, var netop fordi der ingen beskyttere var. Sovjetunionen var et stikkersamfund, og alle der ydede modstand blev selv til ofre.
De 8 Stadier
Indledning
Folkedrab sker aldrig ubegrundet. Dette er for en udenforstående verden svært håndgribeligt, for sådanne brutaliteter kan vel ik
ke stå med fæste i logik og ideologi? Ikke desto mindre er det med præcis determination og koncist belæg, at et folkedrab bliver udført. Den amerikanske folkedrabsforsker, Gregory H. Stanton, udtænkte med baggrund i et givet folkedrabs mere eller mindre fortløbende proces, en række stadier, der kan give et fortællende tegn om, hvor i udviklingen mod et folkedrab, et givent samfund er. Han udtænkte i alt otte stadier til identifikation af et forløb inden for et forestående folkedrab:
Første stadie er klassificering, hvor en gruppe af befolkningen tildeles prædikater bestemt af deres etnicitet, politiske overbevisning eller herkomst. Dette er en forholdsvis mild fase, og et samfund har vist, at en klassificering kan være tilstedeværende uden at have en egentlig trussel.
Den anden stadie er symbolisering, hvor grupperne tildeles symboler, der stempler dem som tilhørende disse grupper. Dette gør det nemmere at udpege dem i befolkningen og gør tilsvarende lettere at adskille sig fra dem. Den tredje stadie er en dehumanisering er gruppen. Gruppen reduceres i deres menneskelighed, de nedsættes og negligeres eller fordømmes. Dette gør det ”nemmere” at begå overgreb på grupperne, fordi de ikke længere er ”mennesker” som en selv.
Fjerde stadie indebærer en organisering er disse tendenser, ofte i kræft af en statsoprettelse af specialgrupper til at udfører overgrebene. Dette er den mere aktive del af klassificeringen, for nu adskiller man sig fra dem fysisk. Dette kan komme til udtryk ved at administrere senere faser, oprette specielle departementer og lignende. Femte stadie er polarisering. Her opdeles landet eller staten i to klare grupper. Alle der prøver at mægler til fred mellem disse to, eller på anden måde placerer sig imellem dem, udryddes. Således skabes en mere klar grænse, og de egentlige overgreb kan påbegyndes. Sjette stadie er forberedelsen til selve udryddelsen, hvor grupperne interneres, deporteres, forflyttes til ghettoer eller fratages deres rettigheder. Syvende stadie; folkedrabet eller udryddelsen, er hvad der egentlig
konstituerer folkedrab. Det er overgreb, massefordrivelse, voldtægt, drab, hungersnød og deslige uhyrligheder.
Ottende og sidste stadie er benægtelse af regeringens overgreb. Det gør det umuligt for pårørende at bearbejde hændelserne, gør det overmåde besværligt at stille de ansvarshavende for en domstol og er ofte efterfulgt af sanktioner fra udlandet, der kan vare ved i det uendelige. Gregory H. Stantons stadier, er ikke så meget at indenticferie dem for eftertiden, men at forebygge og undgå dem i fremtiden.
Stalinismens stadier
Det kan være svært at indsætte specielle begivenhed præcis under hvert af Gregory H. Stantons stadier, især hvad angår Stalinismens forbrydelser, eftersom det var fluktuerende terrorhandlinger.
Klassificering
Under Stalinismen var det ikke som sådan et specielt etnisk folk der blev forfulgt eller dæmoniseret til at starte med. Stalins ide om at oprette et komplet kommunistisk samfund, inkluderede følgelig modstandere af netop samme. Ifølge Marxismen-Leninismen var samfundsudviklingen efter det kapitalistiske og socialistiske stadie, kommunisme. Som absolut modstander af og til kommunismen, stod kapitalisterne. Derfor var det folk med stor økonomi og tilsvarende høj status som blev erklæret kapitalister. Det var dog ifølge Marx en arbejderbevægelse der ville rejse sig og gøre oprør, men Stalin havde et Rusland, daværende Sovjet Union, bestående hovedsageligt af bønder. Derfor var det indenfor disse oprøret skulle stå og indenfor disse at kapitalisternes skulle findes. Det var folk med en stor gård og en høj produktion der blevet anklaget for at være kapitalister. Der fandtes dog ingen klar definition af en kapitalist, så det blev en gruens og vindikationens tid.
Senere under 2. verdenskrig blev også ikke-russiske folkeslag deporteret af brigaderne, fordi kun rigtige russere var underlagt det kommunistiske styre.
Symbolisering
Symbolisering af befolkning skete i høj grad i kræft af klassificeringen. Var man velhavende, var man automatisk i brigadernes søgelys. Symboliseringen flyder sammen med klassificeringen, i den forståelse, at ”rige” landmand, såkaldte Kulakker, var offer for den senere kollektivisering. En måde hvorpå Stalin og det Sovjetiske styre formåede at symbolisere og klassificere dele af deres befolkning på, var via deres omfattende propaganda system, som beskrev kapitalister og Kulakker i groteske dyreformer.
Dehumanisering
Om et led i det to første faser, var dehumanisering essentiel. Men søgte, som gennemgående træk i de fleste folkedrab, at skabe et fjendebillede. Dette med var oftest for at retfærdiggøre og milde proceduren omkring de egentlige fysiske overgreb. Ved hjælp af billeder der adskilte den ”rene” befolkning af den besmittede og ”urene”, banede den Sovjetiske regeringen vej for yderligere videregående udryddelse på deres befolkning.
Organisering
Organisering er det Sovjetiske regimes uhyrligheder, bestod af oprettelse af brigader, der skulle nå ud til alle provinser og gennemfører den store kollektivisering, som sikrede enorme mængder korn til den Sovjetiske regering. Kollektiviseringen af landbruget, var også i sig selv en stor faktor for organiseringen af et kommunistisk styre. Her var det fundamentet at alle var lige og havde lige arbejdsvilkår. Derfor blev alle private gård overdraget til regering. Dem der modstod dette, blev dræbt.
Som det er evident af de fire første stadier, har de en tendens til at flyde sammen. Dette kan have grund i, at Stalin og Lenin, modsat Marx, søgte at gennemføre en kommunistisk stat hurtigst muligt, og derfor blev mange stater initieret samtidig (dog ikke som i bevidst folkedrab) for at effektivisere styret.
Polarisering
Om et led i det fire første stadier, var polarisering uomgængelig, for at gennemføre den kommunistiske praksis. Propaganda organet virkede effektivt fra starten af, og med en stabil regering var der praktisk talt ingen der kunne modstå regimets ubønhørlige fremgang. Som resultat af en svag befolkning. Det havde fra starten af været accepteret, lige frem påskønnet, at det kommunistiske styre skulle gennemtvinges ved vold. Så polariseringen gik, på trods af et bondeoprør i forbindelse med kollektiviseringen i 1929 til 30, hurtigt og kostede mange omkomne.
Udryddelsen
Terroren fra regimet var, som før nævnt, i bølger. Den største bidragsyder til dødstallet var den Store Hungersnød 1932-33, som resultat er kollektiviseringen og Den Store Terror 1936-38, hvor det estimeres at mellem 14 og 50 millioner mennesker døde. Under 2 verdenskrig gjorde etnisk udrensning også store indslag i Rusland. Det afholdt sig dog ikke kun fra jøder, men omfattede alle ikke-russiske folkeslag. Folk blev henrettet og deporteret til de mange Gulags-lejre, som var under forfærdelige forhold, set i batragtning af deres koncentrationslejre lignende forhold og sibiriske kulde.
Benægtelse
De stalinistiske forbrydelser var et tabulagt emne, op til midten af 1980'erne. Kommunistpartiet havde indtil da dækket over forbrydelserne, og ikke et ord om Stalins terrorhandlingerne kunne findes i historiebøgerne. Men ved indførelsen af et nyt reformprogram, sørgede den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov for mere åbenhed og folkdelig deltagelse i den politiske debat. I dag er opfattelsen af Stalin blandet, hvoraf det især er de unge som opfatter Stalin negativt, mens ældre gerne har en mere positiv perception.
Efter Folkedrabet
Stalin er i dag populær hos en del af de ældre i Rusland.
Efter Stalins død, blev stort set alle fangelejrene lukket, lige med undtagelse af Gulag, der eksisterede helt indtil 1960. Der var dog mange der enten
stak af eller blev sluppet fri. Dette (lukningerne af fangelejrene) resulterede i at ca. 1 million mennesker blev løsladt. Men det var ikke ensbetydende med at de løsladte fanger fik et bedre liv da de fik frihed, eftersom de løsladte fanger, specielt dem som har været i lejrene i mere end et årti, havde meget svært ved at få skaffet arbejde, da ingen ville have dem. Ud over det, måtte de løsladte heller ikke bo i nærheden af storbyerne. De skulle bo mindst 100 km fra storbyerne. De mistede derfor ofte deres sociale forhold, som venner og jobkvalifikationer. Mange fanger valgte faktisk at forblive i lejrene, efter deres frigivelse, da det var det eneste de kendte til. Umiddelbart efter Stalins død, kom Nikita Khrushchev med en politisk reform, kaldet afstalinisering. Meningen med denne reform var, at forkaste enhver form for stalinisme og, at vende tilbage til de leninistiske principper for styre. Denne reform udstillede også Stalin som en fejlbarlig leder.
I 2006 lavede man en undersøgelse i Rusland, hvor man spurgte om folk ville stemme for eller imod Stalin, hvis han stadig var i live. Over 35 % sagde at de ville stemme for Stalin. Det var faktisk mindre end en tredjedel som syntes, at Stalin var en morderisk tyran. I en ny undersøgelse i 2007 var 54 % af de unge russer enig i at Stalin gjorde mere godt end han gjorde dårligt, mens 46 % af dem var uenig i at Stalin var en tyran.
Konsekvenser:
Mange millioner døde pga. Stalin og hans partis forfølgelse af politiske modstandere eller sociale- eller etniske grupper. Stalin stod i spidsen for et regime, hvor terror var det vigtigste middel til at holde sig selv og partiet i magten og dermed gennenføre en kolossal samfunds ændring. Fjenden behøvede ikke at eksistere, så længe Stalin selv og partiet forblev i magten.
Derudover satte Stalin en industrialisering af landet igang, og lavede mange private landbrug til større, statsstyrede kollektive landbrug. Dette var dog til stor misbehag for bønderne.
- Velkommen til vores hjemmeside "Stalinismens Forbrydelser", vi er en 3.g's gruppe fra Kongsholm Gymnasium og HF. På denne hjemmeside vil du blive klogere på Folkedrabet i Sovjetunionen under Stalins regime.
Indholdsfortegnelse:
Fakta:
Sovjetunionen rigtige navn var ”Unionen af Socialistiske Sovjetiske Republikker” også forkortet som USSR, den bestod under Stalin (1928-1953) af 16 unionsrepublikker og var eksisterende fra 1922 til 1991.Areal: 21.352.572 km², da Sovjetunionen var størst. Danmark er ca. 43.000 km², og Sovjetunionen var altså næsten 500 gange så stort som Danmark
Befolkning: Befolkningstallet varierede under Josef Stalin, men var ved hans magtovertagelse i 1928 ca. 149 mio., i 1937 ca. 162 mio. og i 1950 ca. 181 mio.
Sprog: Russisk var det officielle sprog, men der blev i Sovjetunionen talt omkring 150 forskellige sprog og dialekter.
Hovedstad: Moskva.
Geografi: I kraft af sin størrelse rådede Sovjetunionen over en utrolig alsidig natur med alt fra store sletter, skovområder og tundra til bjergområder og ørken. Det store land spændte over 11 tidszoner, og klimaet varierede fra iskolde områder i nord til varmere områder mod syd.
Josef Stalin:
- Josef Stalin eller mere præcist Iosif Vissarionovitj Stalin (russisk: Иосиф Виссарионович Сталин) oprindeligt kaldt Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili.- Stalin blev født den 18. december 1878 og døde 5. marts 1953.
- Han var Sovjetunionens kommunistiske leder i 29 år. Det var Lenin der gav ham tilnavnet Stalin (jernmanden).
Præsentation af Stalin, videoen indeholder en speciel version af Sovjetunionens national sang. Den giver et indblik over hvordan Stalin
promoverer sig selv, som landsfader.
http://www.youtube.com/watch?v=1ObK3CUM994&feature=related
Denne webside indeholder en meget omfattende Stalin biografi samt et stort billedmateriale.
http://www.stel.ru/stalin/joseph_1935-1953.htm
Før folkedrabet
I 1928 kom Josef Stalin til magten i Sovjetunionen. Han var formand for kommunistpartiet, det eneste lovlige parti i Sovjetunionen. Stalin satte sin lid til den ideologi, der hedder Marxisme. Ifølge den oprindelige Marxisme, udviklet af Marx og Engels, fremlagde en teori om, at alle samfund gennemgår den samme udvikling og ender i sidste ende med kommunisme. Lenin havde i april 1917 opstillet nogle teser, der skulle reformere marxismen. Stalin havde et andet og lidt nyere syn på marxismen. Mens den såkaldte oprindelige marxisme siger, at alle samfund følges ad i udviklingen, mente Stalin, at det var muligt at indføre kommunisme i ét land.
Det kommunistiske parti var et resultat af flere års stridigheder i det sovjetiske socialdemokrati. Den del af partiet, der senere blev kaldt mensjevikkerne, ønskede en langvarig, forholdsvis fredelig revolution. Overtallet af partiet, den del, der senere blev kaldt bolsjevikkerne ønskede en kort og voldelig revolution. Dette førte til det vi i dag kalder februar- eller martsrevolutionen. Bolsjevikkerne sejrede i revolutionen, brød ud af socialdemokratiet og grundlagde kommunistpartiet i 1924.
Partiet
Partiet var som sagt det eneste lovlige i Sovjetunionen. Det var ikke demokratisk overhovedet, det var derimod strengt hierarkisk opbygget. Partiet var opbygget af fem niveauer, der var inddelt i lokale og centrale grupper. De centrale partigrupper udgjorde toppen af partiet og bestod af Partikongressen, Centralkomiteen, Politbureauet, Organisationsbureauet og Sekretariatet. Partikongressen udpegede Centralkomiteen, som så udpegede Politbureauet og Sekretariatet.
Det var meningen, at partikongressen skulle være den øverste del af partiet. Der var flere tusind medlemmer og de skulle mødes en uge om året for at træffe beslutninger. I takt med at Stalins magt blev større og han traf stadigt flere beslutninger selv, blev disse årlige partikongresser ofte udskudt og aflyst.
Under partikongressen lå centralkomiteen. Deres opgave var, at lede partiet imellem partikongresserne. Under centralkomiteen lå politbureauet, og det var her magten reelt lå. Der var tolv medlemmer og en generalsekretær. Stalin var generalsekretær, hvilket gav ham toppositionen i partiet.
Stalin var rigtig dygtig til at udnytte sin position i partiet. Han sad som medlem i de tre vigtigste dele af partiet, hvilket gav ham ubegrænset magt i partiet. Som generalsekretær havde han også det sidste ord og ansvaret for at beslutningerne blev taget. Medlemmerne i de forskellige partikongresser var håndplukket af Stalin og han kunne bestemme over dem og afgøre, hvem der måtte blive eller gå.
Vold og terror
Stalins mål for Sovjetunionen var ikke beskedne. Han ville omdanne det umoderne russiske bondesamfund til et moderne industrisamfund på rekordtid. Målet med den økonomiske politik var i første omgang ikke at forbedre velfærden, men derimod at sætte gang i en omfattende industrialiseringsproces. Midlet var stram planøkonomi.
Siden zar-styret i Sovjetunionen har det været almindeligt at undertrykke folket og ens modstandere med vold. Det var den gængse holdning at målet helliger midlet. Stalins regeringsperiode var ikke en undtagelse. Udover at undertrykke folket ved at afskære dem fra partiet og de vigtige beslutninger for landet, blev vold og terror også taget i brug. Bolsjevikkerne kom til magten ved hjælp af vold og da de kom til magten blev det endnu værre. Stalin ønskede en revolution på rekordtid og der var ikke plads til afvigere. Der blev lavet lejer, kaldet Gulag-fangelejre. Her bel alle modstandere sendt hen. Udover det havde Stalin også oprettet et hemmeligt politi, som havde til opgave at opspore modstandere til Stalins regering og skaffe dem af vejen.
Under folkedrabet:
Under Stalins regime, begik det sovjetiske styre forbrydelser mod befolkningen. Mange millioner mennsker blev ofre for Stalins terror. Ofrene var blandt andet politiske modstandere eller mennesker fra en anden etniske grupper. Men der var også mange tilfældige mennesker som blev ofre for terroren.Stalin førte i 1929-1933 en krig mod den sovjetiske bondebefolkning, hvor bønderne fik frataget deres ejendom, og tvangsflyttet. Målet var at omdanne det sovjetiske landbrugssamfund til en moderne industristat. Det var meningen at de skulle til at brødføde arbejderne i byerne. Dog fik man ikke produceret nok korn, og det fik Stalin til at tage drastiske metoder i brug. Han tvang bønderne til at aflevere alt deres produktion til staten. Men dette resulterede i at bønderne gjorder oprør. Som følge af dette udbrød der derfor i 1932-33 hungersnød i store dele af Sovjetunionen. Folk blev nød til at slagte deres egne dyr/husdyr, for ikke at give dem til staten, men selv få nytte af dem.
Undertrykkelse i 1930´erne:
I slutningen af 1928 gik sovjetstyret til angreb på de højuddannede, som var uddannet før revolutionen i 1917 og religiøse grupper. Helt frem til Stalins død var der arrestationer, udrensniger og henrettelser i Sovjetunionen. Der blev også iværksat en stigende forfølgelse af jøder. Formålet med disse terrorforbrydelser var, at fjerne formodede illoyale personer fra staten, samt at kunne indsætte en ny og loyal administration.Det det er mest centralt for Stalinismens forbrydelse er, at de ikke gik ud efter en bestemt gruppe, men derimod gik stalinismen efter alle mulige forskellige grupper i samfundet. Man vidste aldrig hvornår man ville blive likvideret. Dette var fordi Stalin frygtede, at andre fik mere magt og styrke end ham selv.
Video:
http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Filosofi_Tro_Historie/Stalin_til_hverdag.htm
Gulag
Gulag er de lejre hvor den sovjetiske undertrykkelse og udnyttelse af fanger var størst. De første lejre kom som resultat af Oktoberrevolutionen og de var i Sibirien. Disse lejre blev hovedsageligt modificeret for at genopdrage revolutionens fjender, som derfor blev isoleret fra omverdenen.
Den officielle tilblivelse af Gulag var d. 25. april 1930. Et eksempel på Gulag-lejrenes ekspansion i Stalins embedsperiode ville være i år 1939, hvor antallet af fanger var oppe på 1,3 millioner mennesker. Gulag- lejrene gik reelt i opløsning i 1953, efter Stalins død, dog havde staten stadig officielt bevaret lejrsystemet de følgende år, frem til 1960.
Kort over Gulag-lejrene
Aktører
Ofre: Ofrene for stalinismens statslige terror var hovedsagligt reelle og indbildte politiske modstandere, og senere mennesker der tilhørte bestemte sociale eller etniske grupper. Desuden endte mange som tilfældige ofrer for udrensninger og terror. I perioden 1929-1933 førte Stalin krig mod bondebefolkningen, og Kulakkerne, storbønder blev stemplet som fjender og derfor udsat for forfølgelse. Det vides ikke præcist hvor mange der blev ofre for de stalinistiske forbrydelser, da forskerne vakler mellem et dødstal på et par få millioner til hele 50 millioner.Gerningsmænd: Gerningsmændene bag de stalinistiske forbrydelser kunne findes i alle samfundslag i Sovjetunionen. Josef Stalin anses
for at være den absolut hovedansvarlige for folkedrabet, da han havde altdominerende indflydelse på alle aspekter i samfundet og staten. "Stalinistiske forbrydelser" bærer med god grund hans navn. Terrorens bagmænd lå gerne i toppen af samfundet. En betroet kreds af partifolk i Kommunistpartiet dikterede terroren, og bærer derfor o
gså en stor del af ansvaret. Altomfattende og intensiv terror var en integreret del af partiets politik, og en helt accepteret metode til at fjerne alle politiske trusler. En anden af hoveaktørerne var det hemmelige politi, der udførte terrorhandlingerne. Hovemændene i denne organisation var Ivanovich Jezjov, der var cheffra 1936 til 1938 og hans efterfølger Lavrenty Pavlovich Berija der var chef til 1953.
Det stalinistiske styre udviklede et omfattende stikkernetværk der indfiltrede alle dele af samfundet. Denne konstante frygt og usikkerhed spillede en den mest centrale rolle i terrorregimet. Stikkerne var ofte ganske almindelige borgere i Sovjetunionen, der blev Stalins håndlangere og angivere af frygt for regimet eller i et forsøg på at redde sig selv eller deres familie. Nogle endte som stikkere ved tilfældigheder, andre blev stikkere for at fremme deres karrieremuligheder eller for at få hævn over andre. Det var den almene sovjetborgers pligt at angive naboer, kolleger, venner eller familie til myndighederne, hvis man hørte dem sige et eneste negativt ord om Stalins styre. Ingen kunne føle sig sikre.
Tilskuere: Det usikkert i hvilket omfang udlandet kendte til de stalinistiske forbrydelser, da Sovjetunionen var en meget lukket stat. Men i perioden 1928-1953 havde Stalin og staten fri hænder til at tyrannisere, og alle forhindringer på deres vej blev fjernet. Tilskuerne bestod umiddelbart af sovjetborgere der var tvunget til at se passivt til, for selv at undgå at blive ofre.
Beskyttere: En af grundene til at så mange blev ofre for de stalinistiske forbrydelser, var netop fordi der ingen beskyttere var. Sovjetunionen var et stikkersamfund, og alle der ydede modstand blev selv til ofre.
De 8 Stadier
Indledning
Folkedrab sker aldrig ubegrundet. Dette er for en udenforstående verden svært håndgribeligt, for sådanne brutaliteter kan vel ik
ke stå med fæste i logik og ideologi? Ikke desto mindre er det med præcis determination og koncist belæg, at et folkedrab bliver udført. Den amerikanske folkedrabsforsker, Gregory H. Stanton, udtænkte med baggrund i et givet folkedrabs mere eller mindre fortløbende proces, en række stadier,
Første stadie er klassificering, hvor en gruppe af befolkningen tildeles prædikater bestemt af deres etnicitet, politiske overbevisning eller herkomst. Dette er en forholdsvis mild fase, og et samfund har vist, at en klassificering kan være tilstedeværende uden at have en egentlig trussel.
Den anden stadie er symbolisering, hvor grupperne tildeles symboler, der stempler dem som tilhørende disse grupper. Dette gør det nemmere at udpege dem i befolkningen og gør tilsvarende lettere at adskille sig fra dem. Den tredje stadie er en dehumanisering er gruppen. Gruppen reduceres i deres menneskelighed, de nedsættes og negligeres eller fordømmes. Dette gør det ”nemmere” at begå overgreb på grupperne, fordi de ikke længere er ”mennesker” som en selv.
Fjerde stadie indebærer en organisering er disse tendenser, ofte i kræft af en statsoprettelse af specialgrupper til at udfører overgrebene. Dette er den mere aktive del af klassificeringen, for nu adskiller man sig fra dem fysisk. Dette kan komme til udtryk ved at administrere senere faser, oprette specielle departementer og lignende. Femte stadie er polarisering. Her opdeles landet eller staten i to klare grupper.
konstituerer folkedrab. Det er overgreb, massefordrivelse, voldtægt, drab, hungersnød og deslige uhyrligheder.
Ottende og sidste stadie er benægtelse af regeringens overgreb. Det gør det umuligt for pårørende at bearbejde hændelserne, gør det overmåde besværligt at stille de ansvarshavende for en domstol og er ofte efterfulgt af sanktioner fra udlandet, der kan vare ved i det uendelige. Gregory H. Stantons stadier, er ikke så meget at indenticferie dem for eftertiden, men at forebygge og undgå dem i fremtiden.
Stalinismens stadier
Det kan være svært at indsætte specielle begivenhed præcis under hvert af Gregory H. Stantons stadier, især hvad angår Stalinismens forbrydelser, eftersom det var fluktuerende terrorhandlinger.Klassificering
Under Stalinismen var det ikke som sådan et specielt etnisk folk der blev forfulgt eller dæmoniseret til at starte med. Stalins ide om at oprette et komplet kommunistisk samfund, inkluderede følgelig modstandere af netop samme. Ifølge Marxismen-Leninismen var samfundsudviklingen efter det kapitalistiske og socialistiske stadie, kommunisme. Som absolut modstander af og til kommunismen, stod kapitalisterne. Derfor var det folk med stor økonomi og tilsvarende høj status som blev erklæret kapitalister. Det var dog ifølge Marx en arbejderbevægelse der ville rejse sig og gøre oprør, men Stalin havde et Rusland, daværende Sovjet Union, bestående hovedsageligt af bønder. Derfor var det indenfor disse oprøret skulle stå og indenfor disse at kapitalisternes skulle findes. Det var folk med en stor gård og en høj produktion der blevet anklaget for at være kapitalister. Der fandtes dog ingen klar definition af en kapitalist, så det blev en gruens og vindikationens tid.
Senere under 2. verdenskrig blev også ikke-russiske folkeslag deporteret af brigaderne, fordi kun rigtige russere var underlagt det kommunistiske styre.
Symbolisering
Symbolisering af befolkning skete i høj grad i kræft af klassificeringen. Var man velhavende, var man automatisk i brigadernes søgelys. Symboliseringen flyder sammen med klassificeringen, i den forståelse, at ”rige” landmand, såkaldte Kulakker, var offer for den senere kollektivisering. En måde hvorpå Stalin og det Sovjetiske styre formåede at symbolisere og klassificere dele af deres befolkning på, var via deres omfattende propaganda system, som beskrev kapitalister og Kulakker i groteske dyreformer.
Dehumanisering
Om et led i det to første faser, var dehumanisering essentiel. Men søgte, som gennemgående træk i de fleste folkedrab, at skabe et fjendebillede. Dette med var oftest for at retfærdiggøre og milde proceduren omkring de egentlige fysiske overgreb. Ved hjælp af billeder der adskilte den ”rene” befolkning af den besmittede og ”urene”, banede den Sovjetiske regeringen vej for yderligere videregående udryddelse på deres befolkning.
Organisering
Organisering er det Sovjetiske regimes uhyrligheder, bestod af oprettelse af brigader, der skulle nå ud til alle provinser og gennemfører den store kollektivisering, som sikrede enorme mængder korn til den Sovjetiske regering. Kollektiviseringen af landbruget, var også i sig selv en stor faktor for organiseringen af et kommunistisk styre. Her var det fundamentet at alle var lige og havde lige arbejdsvilkår. Derfor blev alle private gård overdraget til regering. Dem der modstod dette, blev dræbt.
Som det er evident af de fire første stadier, har de en tendens til at flyde sammen. Dette kan have grund i, at Stalin og Lenin, modsat Marx, søgte at gennemføre en kommunistisk stat hurtigst muligt, og derfor blev mange stater initieret samtidig (dog ikke som i bevidst folkedrab) for at effektivisere styret.
Polarisering
Om et led i det fire første stadier, var polarisering uomgængelig, for at gennemføre den kommunistiske praksis. Propaganda organet virkede effektivt fra starten af, og med en stabil regering var der praktisk talt ingen der kunne modstå regimets ubønhørlige fremgang. Som resultat af en svag befolkning. Det havde fra starten af været accepteret, lige frem påskønnet, at det kommunistiske styre skulle gennemtvinges ved vold. Så polariseringen gik, på trods af et bondeoprør i forbindelse med kollektiviseringen i 1929 til 30, hurtigt og kostede mange omkomne.
Udryddelsen
Terroren fra regimet var, som før nævnt, i bølger. Den største bidragsyder til dødstallet var den Store Hungersnød 1932-33, som resultat er kollektiviseringen og Den Store Terror 1936-38, hvor det estimeres at mellem 14 og 50 millioner mennesker døde. Under 2 verdenskrig gjorde etnisk udrensning også store indslag i Rusland. Det afholdt sig dog ikke kun fra jøder, men omfattede alle ikke-russiske folkeslag. Folk blev henrettet og deporteret til de mange Gulags-lejre, som var under forfærdelige forhold, set i batragtning af deres koncentrationslejre lignende forhold og sibiriske kulde.
Benægtelse
De stalinistiske forbrydelser var et tabulagt emne, op til midten af 1980'erne. Kommunistpartiet havde indtil da dækket over forbrydelserne, og ikke et ord om Stalins terrorhandlingerne kunne findes i historiebøgerne. Men ved indførelsen af et nyt reformprogram, sørgede den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov for mere åbenhed og folkdelig deltagelse i den politiske debat. I dag er opfattelsen af Stalin blandet, hvoraf det især er de unge som opfatter Stalin negativt, mens ældre gerne har en mere positiv perception.
Efter Folkedrabet
Efter Stalins død, blev stort set alle fangelejrene lukket, lige med undtagelse af Gulag, der eksisterede helt indtil 1960. Der var dog mange der enten
stak af eller blev sluppet fri. Dette (lukningerne af fangelejrene) resulterede i at ca. 1 million mennesker blev løsladt. Men det var ikke ensbetydende med at de løsladte fanger fik et bedre liv da de fik frihed, eftersom de løsladte fanger, specielt dem som har været i lejrene i mere end et årti, havde meget svært ved at få skaffet arbejde, da ingen ville have dem. Ud over det, måtte de løsladte heller ikke bo i nærheden af storbyerne. De skulle bo mindst 100 km fra storbyerne. De mistede derfor ofte deres sociale forhold, som venner og jobkvalifikationer. Mange fanger valgte faktisk at forblive i lejrene, efter deres frigivelse, da det var det eneste de kendte til.
Umiddelbart efter Stalins død, kom Nikita Khrushchev med en politisk reform, kaldet afstalinisering. Meningen med denne reform var, at forkaste enhver form for stalinisme og, at vende tilbage til de leninistiske principper for styre. Denne reform udstillede også Stalin som en fejlbarlig leder.
I 2006 lavede man en undersøgelse i Rusland, hvor man spurgte om folk ville stemme for eller imod Stalin, hvis han stadig var i live. Over 35 % sagde at de ville stemme for Stalin. Det var faktisk mindre end en tredjedel som syntes, at Stalin var en morderisk tyran. I en ny undersøgelse i 2007 var 54 % af de unge russer enig i at Stalin gjorde mere godt end han gjorde dårligt, mens 46 % af dem var uenig i at Stalin var en tyran.
Konsekvenser:
Mange millioner døde pga. Stalin og hans partis forfølgelse af politiske modstandere eller sociale- eller etniske grupper. Stalin stod i spidsen for et regime, hvor terror var det vigtigste middel til at holde sig selv og partiet i magten og dermed gennenføre en kolossal samfunds ændring. Fjenden behøvede ikke at eksistere, så længe Stalin selv og partiet forblev i magten.
Derudover satte Stalin en industrialisering af landet igang, og lavede mange private landbrug til større, statsstyrede kollektive landbrug. Dette var dog til stor misbehag for bønderne.